I fem dage lagde jeg min smartphone væk og sagde farvel til de sociale medier. Det var på samme tid en praktisk forbandelse og en personlig befrielse.
Af Joachim Glenthøj
Jeg kommer aldrig til at kunne leve med sådan én, var en af mine første tanker, da jeg sad med den i hånden.
Jeg havde netop fået liv i en 17 år gammel Sony Ericsson-telefon, som min svigermor havde fundet frem fra skuffen.
I sofaen sad jeg og stirrede på det, der skulle den være min forbindelse til verden i de næste fem dage. Formålet var egentlig det modsatte: At begrænse min kontakt til den digitale verden, som jeg er storforbruger af.
Vi kan lige så godt begynde med en indrømmelse.
Jeg er det, jeg vil kalde for afhængighed af min smartphone. Sådan har det vel været, siden jeg fik min første smartphone i konfirmationsgave i 2011.
Den følger mig, hvor end jeg bevæger mig hen. Jeg tjekker den konstant i alle døgnets vågne timer. Ganske frivilligt vil jeg mene. Det tænkte jeg i hvert fald inden mit personlige eksperiment, men det kan jeg vist ikke længere argumentere for.
Med skam vil jeg præsentere jer for mit skærmforbrug på telefonen, i dagene op til at jeg gik offline.
Fredag: Syv timer og ét minut
Lørdag: Tre timer og 51 minutter
Søndag: Tre timer og 34 minutter
Mandag: Syv timer og 25 minutter
Tirsdag: Seks timer og 31 minutter
Skærmforbrug i en eksorbitant størrelsesorden. Det indrømmer jeg gerne. Det svarer jo til tider til et fuldtidsjob. Jeg kan ikke retfærdiggøre, at jeg har brugt så meget tid på telefonen, for jeg ved ikke, hvad jeg har brugt den til.
Til den nysgerrige læser kan jeg oplyse, at jeg var på arbejde i weekenden, mens jeg arbejdede hjemmefra fredag, mandag og tirsdag.
To dogmer
De seneste par år har jeg gang på gang slettet Facebook, Instagram, X og diverse spilleapps i et lettere desperat – og naivt, vil nogen nok påstå – forsøg på at rive mig fri fra smartphonens greb. Hver gang er jeg faldet tilbage i gamle vaner.
Jeg er således en del af de 43 procent af personer over 18 år, som ville ønske, at de brugte mindre tid på telefonen. Det viser en Megafon-måling foretaget for Politiken og TV 2.
Samtidig har hver femte forsøgt at begrænse sit skærmforbrug inden for de seneste to år, uden at være lykkes med det. Igen er jeg vist indlemmet i dén statistik.
I fem dage foretog jeg mit eget personlige eksperiment, hvor jeg skiftede min smartphone ud med en dumbphone, som det hedder. Jeg opstillede to dogmer:
- Ingen brug af smartphone
- Ingen sociale medier
Så vidt jeg kan huske tilbage, har jeg kun én gang tidligere måtte undvære min smartphones internetforbindelse i længere tid. Det var under en rejse til det kommunistiske Cuba. I 2018 var der ingen fast internetforbindelse på øen. Hårdt at undvære, husker jeg.
En iPhone eller en 17 år gammel Nokia. Hvad ville du vælge? Foto: Joachim Glenthøj
Dagbog dag 1
Jeg er egentlig overrasket over, hvor nemt det er gået. Trangen til at tage telefonen frem har ikke været lige så stor, som jeg forventede. Hvad, der sker på de sociale medier, har jeg ikke skænket mange tanker. De værste abstinenser er nok også blevet fjernet af, at jeg har været på computeren, og tv’et har kørt en del af dagen. Måske skulle jeg have cuttet alle skærme ud af mit liv i et par dage. Det ville virkelig have sat det på spidsen.
En anden tanke slog mig pludselig, da jeg lå og så tv. Jeg savnede at scrolle. At køre fingeren op langs skærmen, så jeg hele tiden bliver mødt med nyt indhold. Lad os være ærlige; ofte er det ligegyldigt og sanseløst. Det er da helt makabert, at man kan savne det.
Alligevel kan jeg ikke tænke andet, end at de næste par dage bliver besværlige, når jeg først skal ud i den virkelige verden. Det var rigeligt med besvær bare at komme i gang med forsøget.
Min kære svigermor havde fundet to telefoner frem til mig. Min egen oldnordiske udgave har for længst måtte lade livet. Valget stod mellem en lyserød Nokia eller en Sony Ericsson, hvor to af knapperne har sat sig fast. Eller det gjorde det faktisk ikke. Den farverige Nokia kunne ikke aflæse mit sim-kort, så det blev den anden – dog ikke uden en tur ned i Elgiganten. Jeg skulle bruge en såkaldt sim-kort-adapter, men de bliver ikke rigtig solgt længere, så jeg fik en gratis. Halleluja.
En besværlig hverdag i sigte
Inden jeg begyndte min offline-tilværelse, kontaktede jeg to personer, som kunne hjælpe mig med at forstå, hvorfor mennesker har så svært ved at løsrive sig fra telefonens greb, og hvad vi måske kan få ud af at skære ned på forbruget.
Manden, der kan svare på det første spørgsmål, er adfærdspsykolog Anders Colding-Jørgensen. Hans betragtninger kommer vi til. Først skal du møde Arne Bangsgaard Mathiasen.
For tre år siden led han af angst. Han flygtede fra sociale sammenhænge, og han var begyndt at gå til psykolog. Men det, der hjalp ham med at få det bedre, kom fra en noget uventet kant. Hans smartphone gik i stykker, og derfor skiftede han i en periode over til en dumbphone.
Han mærkede straks en positiv forandring i krop og sind. Jovist, det var ikke en magisk kur, men han blev tvunget til at være til stede i sociale situationer. På sigt gav det mindre angst, mindre stress og mere overskud. Han valgte at sparke smartphonen ud af sit liv.
– I de små pauser skulle jeg altid have telefonen frem og bedøve min hjerne. Nu skulle jeg bare være i de der små situationer. Det var virkelig, virkelig rart, siger 30-årige Arne Bangsgaard Mathiasen.
Oplevelsen har han brugt til at inspirere andre. Han har startet virksomheden dumbphone.dk, hvor han tager rundt på landets efterskoler og højskoler. Her afholder han et forløb, hvor samtlige elever skifter deres normale telefon ud med en dumbphone i en periode på et par uger.
Rektoren på Arne Bangsgaard Mathiasens tidligere højskole havde bemærket en lavere ”livslyst” hos eleverne, som hun knyttede til telefonen. Nu holder han foredrag om det. Foto: Dumbphone.dk
På den måde er mit eksperiment en miniatureudgave af det, som han har gjort til sin levevej.
Han advarer mig på forhånd.
– Hvis du skal tage bussen meget og lave mange ting, hvor smartphonen begynder at blive uundværlig, så bliver det fem frustrerende dage, siger han.
Med et smil opmuntrer han mig, samtidig med at han skubber til min tvivl.
– Jeg tror på din evne til at gennemføre det, men for efterskoleelever er det virkelig svært, siger han.
Dagbog dag 2
Det var en sjov oplevelse at sidde i toget og betragte de andre. Som en af de få havde jeg ingen underholdning med mig, og jeg var tvunget til at sidde i mine egne tanker. Jeg lukkede endda øjnene. Skønt! Jeg skulle ind at se en fodboldkamp med min kæreste. Det var rart ikke at have muligheden for at hive telefonen frem. Ingen distraktioner og fuld fokus på at tage oplevelsen ind. Det burde jeg gøre noget oftere.
Jeg føler ikke, at jeg går glip af noget vigtigt på de sociale medier. Den følelse havde dog nok ikke afholdt mig fra at bruge en masse tid derinde, hvis jeg havde haft muligheden.
Jeg bliver heller ikke forstyrret af notifikationer hvert andet sekund. Det er rart, for de små djævelske beskeder kræver konstant min hjernes opmærksom i hverdagen. Som journalist er det også min vej til at holde sig opdateret. Jeg skal lige vænne mig til, at det er okay at få nyheder et par timer efter de fleste andre. Det bliver nyheden ikke mindre af.
Jeg kan dog godt blive irriteret over telefonens begrænsninger. Det er bøvlet og besværligt, og der er en masse ting, som jeg ikke længere kan klare med et snuptag. I dag måtte jeg sende en sms til min kæreste – hvilket i øvrigt tog et halvt århundrede – for at få hende til at overføre penge til en kollega på MobilePay. Samme sang med MitID. Jeg kan fortælle, at det er muligt hverken at se eller købe forsikringer uden den digitale kodeviser.
Men jeg er endnu ikke i krise over at mangle min smartphone. Måske skyldes det påmindelsen om, at den er tilbage i min hånd om lidt over tre dage.
Derfor kan du ikke begrænse dit telefonforbrug
Anders Colding-Jørgensens stemme er ru og rolig. Selvom vi blot snakker i telefon, kan jeg mærke hans indlevelse. Hvis det ikke var, fordi han allerede er psykolog, havde jeg anbefalet ham at blive det.
Det er tydeligt, at han har noget på hjerte. I mere end 20 år har han beskæftiget sig med menneskers adfærd, og han har en særlig interesse for vaner.
Derfor har han interesseret sig for spørgsmålet om, hvorfor de fleste personer ikke kan styre deres behov for at hive smartphonen frem igen og igen.
– Det er hyperkomplekst. Alle de simple forklaringer vil jeg gerne hælde direkte i skraldespanden, siger han.
Han giver ikke meget for forklaringen om dopamin. Den gør os ikke klogere på, hvad vi skal gøre for at ændre adfærd, mener han. Vi kan ikke mærke dopamin, og vi kan heller ikke regulere det.
Det handler om menneskers vaner. Og vaner er lig med følelser, fortæller han.
– Det, der gør, at du kan betragte det som en interessant øvelse at prøve at lægge smartphonen fra dig, er følelserne. Det er jo det, som gør vaner så svære.
– Du ved, hvad du vil gøre, og du ved, hvordan du gør det. Den eneste ting, som måske bliver svær, er, at det føles svært at gøre det, forklarer han.
Og hvorfor er det så sådan? Han mener, at vi i bund og grund har svært ved at være os selv. De digitale medier er vores flugtvej.
– Hvordan har du det i virkeligheden med at være alene med dig selv? Hvordan lærer du at være alene med dig selv? Og hvordan dealer du med, at din opmærksomhed ikke skal pleases af et eller andet hele tiden?
Anders Colding-Jørgensen hæver spørgsmålet – og dermed også mit eget eksperiment – op på et filosofisk plan.
– Udfordringen handler ikke om telefoner. Udfordringen handler om dig selv, siger han.
– Okay, no pressure, tænker jeg.
Dagbog dag 3
Dagens positive oplevelse først. Jeg faldt i snak med et ældre ægtepar i toget. Simpelthen. Den er god nok. En tilfældig samtale, som kun opstod, fordi jeg ikke havde høretelefoner på som sædvanlig. Jeg kører tit i offentlig transport, men jeg plejer ikke at benytte lejligheden til at smalltalke med folk, jeg ikke kender.
I dag udnyttede jeg mit nyerhvervede nærvær. Snakken gik om deres weekend i København, hvor de havde besøgt deres ene datter, om at de skulle hjem for at passe et af deres børnebørn, og jeg fortalte om mit arbejde. Det var hyggeligt, og jeg smilede, da jeg forlod dem. En lille ting, men dog noget jeg vil huske.
Og hvad startede så vores samtale, tænker du måske? At toget var 50 minutter forsinket. Og det fører mig videre til en af mine store frustrationer. For hvad gør man lige, når man er på vej til at komme for sent på arbejde, og man ikke lige har chefens nummer kodet ind. Og hvordan havde jeg lige fundet ud af det, hvis jeg havde været nødt til at skifte tog? Det går jo ikke at bruge en undskyldning om, at man lige vil teste et liv uden en smartphone. Ved hjælp af en tvivlsom internetforbindelse kunne jeg dog logge på min arbejdscomputer, men det afspejler, at man ikke er særlig fleksibel uden en smartphone. Jeg kan mærke, at det stresser mig.
En bedre far, kæreste og kollega?
Arne Bangsgaard Mathiasen mener ikke, at det er realistisk at leve sit liv helt uden en eller anden form for digital følgesvend.
Han foreslår en mellemvej. Hvis man allerede ejer en smartphone og gerne vil skifte til en dumbphone, kan man overføre sit nummer til sin nye telefon, men stadig beholde smartphonen. På den måde kan den bruges som en iPad, der kan hives frem ved behov. En løsning, han selv benytter.
Men i den ideelle verden ville vi få meget ud af at leve helt uden smartphones, mener han.
– Jeg tror virkelig, at man bliver en bedre kæreste, far, kollega og i det hele taget en bedre samfundsborger, fordi man er til stede på en anden måde, siger han.
Han sammenligner effekten med en form for meditation, som vil ske helt automatisk. Hvis du bliver tvunget til at sidde med dine tanker, uden at telefonen distraherer dig, vil de falde til ro helt af sig selv.
Til det første forløb på en højskole købte Arne Bangsgaard Mathiasen 192 dumbphones. Foto: Dumbphone.dk
Jeg spørger, hvad jeg kan håbe på at få ud af de fem dage.
– Jeg tror godt, at man intuitivt ved, hvad man kan få ud af det. De fleste er klar over, hvornår den frarøver ens nærvær, og hvornår den river dig ned i et dybere hul, når man er stresset. De fleste har prøvet at være stressede eller ængstelige, og hvor sindssygt fristende det så er at bedøve sin hjerne med sin telefon, siger Arne Bangsgaard Mathiasen.
Dagbog dag 4
Jeg må erkende, at jeg ikke helt har mærket det, som Arne taler om, endnu. Selvom jeg kender til følelsen af at ”bedøve” min hjerne i situationer, hvor jeg er stresset eller ængstelig.
Jeg er begyndt at læse en god bog, hvilket jeg ikke har gjort længe. Det er også rart, at jeg ikke altid skal have noget lyd fra telefonen i ørene. Tankerne svæver bedre omkring. Så jeg kan mærke, at det giver mig mere tid og gør, at jeg kan slappe af på en anden måde. Men de store følelser har ikke ramt endnu.
Jeg må også sige, at det mere er frustrationerne, der fylder. Over ikke at kunne tjekke sportsresultater, nyheder eller arbejdsmail, præcis når jeg vil. Det kræver nok tilvænning. Det seneste døgn har jeg været helt uden internet derhjemme. Sendt tilbage til stenalderen.
Men det værste er faktisk, at det er så besværligt at sende en sms. På en normal dag sender jeg op imod 100 beskeder over sms eller de sociale medier. Det er taget helt ud af spil, fordi det vitterlig tager flere minutter. I dag har jeg sendt fem til ti korte beskeder. Mere holder min tålmodighed ikke til. Det er til at blive vanvittig af.
Tjekke-karrusellen
Størstedelen af vores telefonforbrug er irrationel, fastslår Anders Colding-Jørgensen. Det sker ubevidst, uden at vi reelt forholder os til, om vi skal fortsætte.
Han taler selv om tjekke-karrusellen. Hver gang, vi tager telefonen frem, tager vi en runde i en virtuel forlystelsespark.
– Vi har en masse små forlystelser, hvor vi tjekker nogle nyhedssider, de forskellige sociale platforme, vores mails, vejret, og statistikken på, hvor mange der har læst eller gjort et eller andet.
– Det er fem til ti ting, vi tjekker, hver eneste gang, vi har fat i telefonen, siger han.
Det er det samme, når vi laver et opslag på de sociale medier. Så sværmer vores bevidsthed om det, selv efter vi har lagt telefonen fra os. Hvor mange har skrevet en sjov kommentar? Hvor mange har liket? Man bliver suget ind i et loop, forklarer psykologen.
Hans råd lyder mere simpelt, end det er at efterleve.
– Hvis du gerne vil tjekke mindre, så post mindre, siger Anders Colding-Jørgensen.
Dagbog dag 5
Mit problem er ikke at undvære de daglige ture i karrusellen. Tror jeg. Jeg bilder mig selv ind, at jeg godt kan leve uden de sociale medier. Jeg skal bare have en nem måde at komme i kontakt med min kæreste, venner, familie og arbejdsgiver på. Spørgsmålet er, om jeg vil.
Jeg må også konstatere, at man ikke kan arbejde som journalist uden en telefon, som er nogenlunde opdateret. Sms’er er uundværligt, når jeg kontakter kilde. Og havde jeg først været på farten i arbejdsregi, var det slet ikke gået, frygter jeg.
De sociale medier er også en kilde til at holde sig opdateret. Det er ikke til at undgå at dreje snuden forbi en gang imellem.
Og så har jeg slet ikke fortalt om en praktisk ting, som jeg normalt tager for givet. Togbilletten køber jeg altid på 30 sekunder på telefonen. Uden min smartphone var jeg nødt til at købe den til overpris i automaten. Ja, jeg havde ikke været på forkant og købt og printet en billet hjemmefra.
Men hallo, jeg har kun opladet min Sony Ericsson to gange undervejs. Og nu er der kun én nats søvn, til at mit gamle liv er tilbage.
Et løfte til mig selv
Min smartphone er tilbage i min hånd. Det er, som om min krop falder lidt til ro.
Jeg tjekker Facebook og Instagram, men der er ikke meget at se. Ingen vigtige beskeder, ingen nyheder. En speciel erkendelse, for det må vel betyde, at jeg godt kan undvære de sociale medier.
Jeg falder hurtigt tilbage i tjekke-karrusellen. Om aftenen siger skærmtiden fem timer og 43 minutter. Det får mig til at stille et spørgsmål til mig selv. Har jeg virkelig ikke lært noget?
Det tror jeg alligevel, at jeg har. De mentale pauser undervejs i dagligdagen er rare, og at lægge telefonen væk i perioder er en vej til at få flere af dem.
Forsøget har også gjort det tydeligt, hvor meget af min tid jeg spilder på telefonen. Se bare på min skærmtid. Det kan jeg godt skære i. Det er jeg overbevist om. Men kun hvis viljen er der, for det kræver det.
Jeg giver mig selv et løfte. Skærmtiden skal ned på under fire timer om dagen. De mest hjernedøde apps skal slettes – og ikke geninstalleres. Telefonen skal være mere på lydløs uden notifikationer. Det må være de første skridt til en bedre smartphone-adfærd.
Ønsk mig held og lykke.