Nyere dansk forskning viser, at det kan have betydelige konsekvenser for dit mentale helbred, hvis du lader telefonen forstyrre din søvn.
Af Joachim Glenthøj
– Netflix’s største konkurrent er søvn.
Grundlægger Reed Hastings var ikke i tvivl, da han for år tilbage udpegede, hvad der kunne sætte en stopper for streaminggigantens dominans.
Det var nemlig hverken Amazon, YouTube eller en anden streamingtjeneste. Derimod var der tale om menneskers naturlige behov for at sove, mente han.
Selvom det kunne lyde som en sætning sagt i sjov, var der tale om en seriøs anskuelse fra Netflix’s chefens side.
Hastings udtalelse gælder også med modsat fortegn. Menneskers søvn er udfordret af skærme, og eksperter udpeger særligt én synder. Smartphonen.
For den syndige smartphone-nattebruger er der vejledning at hente hos Sundhedsstyrelsen, som i oktober opdaterede sine skærmanbefalinger. Adskil din telefon fra din nattesøvn, lyder rådene nu let forenklet.
Fokus i anbefalingerne ligger hovedsageligt på at beskytte børn og unges søvn, ligesom hovedparten af den eksisterende forskning om skærme påvirkning af vores søvn centrerer sig om den yngre målgruppe.
Men de voksne kan ikke se sig fri fra konsekvenser ved at have den lille firkantede skærm med under dynen.
Det afdækker forskningsprojektet SmartSleep under Københavns Universitet. Siden 2018 har forskerne undersøgt voksnes sundhedsmæssige konsekvenser ved at bruge telefonen om aftenen og natten.
Thea Andersen, der er ph. d.-studerende i SmartSleep, forklarer, at det forringer din søvnkvalitet og forkorter din søvnlængde, når du tager telefonen med ind i sengen.
– Det er måske ikke så overraskende, siger hun.
Men det er en anden del af deres forskningsresultater til gengæld.
Vi har længe hørt, at skærmenes blå lys kan påvirke hjernens produktion af søvnhormon. Kroppen får ikke de naturlige signaler om, at den skal til at sove, og på den måde forringer det søvnkvaliteten.
Samtidig kan søvnens længde lide under, at hjernen bliver aktiveret, når man tjekker sin telefon efter sengetid. Måske snupper du den for at se, hvad klokken er, og ti minutter efter har du stadig ikke lagt telefonen væk, fordi den har ledt dig andre steder hen.
Hvad, der til gengæld både er opsigtsvækkende og overraskende i SmartSleeps forskningsresultater, er, at det også kan påvirke din mentale sundhed, hvis du bruger din telefon om natten.
– Vi ved, at søvn og ens mentale helbred påvirker hinanden. Men vi finder også en stor sammenhæng mellem mobilbrug om natten og dårlig mentalt helbred, som måske går igennem dårligere søvn.
– Dét er overraskende, siger hun.
Forskningen blev offentliggjort i september og styrker forskerteamets formodning om, at telefonen spiller en større rolle i spørgsmålet om menneskers sundhed, end man hidtil har vidst.
Forskerne har dog én stor udfordring.
De kan endnu ikke fastslå, hvilken vej sammenhængen vender. Om vi får det dårligt, fordi vi bruger telefonen i nattetimerne, eller om vi tjekker telefonen oftere om natten i perioder, hvor vi har det skidt.
Det er plausibelt, at begge ting gør sig gældende, mener Thea Andersen.
Hyppig årsag til forkortet søvn
Hvorvidt mobiltelefoner komplicerer vores forhold til søvn, er blevet diskuteret i en årrække, men emnet fortsætter med at være relevant.
Det bekræfter de seneste tal om danskernes søvn fra Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen. Rapporten udarbejdes af Statens Institut for Folkesund med et par års mellemrum, og den seneste udgave er fra 2021.
Den hyppigste årsag til, at mænd ofte eller aldrig får søvn nok, er underholdning fra digitale medier.
Således angiver 47,2 procent af mænd over 16 år, som lider af søvnproblemer, at de kommer for sent i seng på grund af telefonen, computeren, tv’et eller lignende.
Hos voksne kvinder gælder det 34,2 procent. For dem bliver søvnen dog oftere udfordret af tanker og bekymringer.
En psykologisk påvirkning
Et af de studier, som kobler brugen af skærme i døgnets sene timer til dårlig søvn, er fra Syddansk Universitet.
Susan Andersen er forskningslederen bag, og hun fortæller, at der er flere nævneværdige pointer om voksnes telefonforbrug i forbindelse med søvn. Studiet undersøgte dog specifikt personer mellem 16 og 24 år.
– Det er mere udtalt blandt unge, men det er stadig et problem blandt voksne.
Hun mener, at man kan udlede tre ting, som også gælder for den voksne målgruppe.
Den første pointe handler om, at det er nødvendigt med ro og mørke, når vi lægger os til at sove.
– Der sker en direkte fysiologisk effekt af lyset fra skærmen. Det påvirker vores døgnrytme negativt, fordi hjernen tror, at det er dag.
Det kan gøre det sværere at falde i søvn, forklarer hun.
Undgå det unaturlige skærmlys Vidensråd for Forebyggelse har formuleret en række søvnråd. Et af dem handler om skærme: Undgå det unaturlige skærmlys fra for eksempel computere, smartphones og fjernsyn. Det er en god ide at dæmpe lyset på skærmen og aktivere et blålysfilter om aftenen. |
Den næste relaterer sig til tallene fra den føromtalte rapport.
– Det er også uafhængigt af alder, at man udskyder sit sengetidspunkt, fordi man er optaget af digitale medier, siger hun.
Det tredje fund bekræfter en tydelig sammenhæng mellem brug af mobiltelefonen og dårligere søvnkvalitet. Det skyldes først og fremmest de to førnævnte årsager. Samtidig kan søvnen blive forstyrret af notifikationer og andre lyde, hvis man tager telefonen med ind i soveværelset.
Og så kan du også blive påvirket psykologisk. Det kalder hun for en arousal-mekanisme.
– Det behøver ikke kun være devicen i sig selv. Du bliver mere vågen, hvis du ser noget, som får dig op i gear, siger Susan Andersen.
Dårlig nyt for Netflix
Vender vi blikket tilbage mod SmartSleep, regner Thea Andersen med, at de snart kan offentliggøre et nyt overraskende fund.
Deres midlertidige forskning peger i retning af, at et øget mobilbrug om natten kan påvirke menneskers BMI.
– Vi ser en sammenhæng mellem at bruge telefonen om natten og en øget risiko for overvægt. Men på de kliniske biomarkører – i blodsukkeret og på mængden af kolesterol i blodet – ser vi ikke noget, siger Thea Andersen.
Hun fastslår, at der blot er tale om et mindre dataudsnit.
Studiet er endnu ikke helt færdigt, og derfor har det heller ikke været igennem de kvalitetstjek, som forskningsresultater normalt gennemgår.
Uanset hvad anbefaler hun at pakke skærmene væk et godt stykke tid før sengetid.
Et råd, som nok ikke bliver prædiket af Netflix.