For første gang i 20 år har arbejdsmarkedets parter på EU-niveau sat sig til forhandlingsbordet. Fagbevægelsen havde et mål om at sikre arbejdstagernes ret til at være offline, men en aftale er faldet til jorden.
Af Joachim Glenthøj
I mere end et år har arbejdsmarkedets parter forhandlet på EU-niveau.
De har siddet om det samme bord, mens de har forsøgt at nå til enighed om en aftale, der ville repræsentere et nybrud i europæisk arbejdsmarkedspolitik.
Var parterne lykkedes, havde det været første gang i over 20 år, at repræsentanter for arbejdstagere og arbejdsgivere i EU kunne give håndslag på en aftale.
Fra fagbevægelsens side blev der arbejdet på en aftale, som ville give arbejdstagerne en ret til at være utilgængelig for deres arbejdsgiver i deres fritid. På den måde var ønsket en optegne en klarere grænse mellem arbejdsliv og privatliv.
Men parterne har ikke kunnet blive enige, og nu er forhandlingerne brudt sammen.
– Det er dybt skuffende, siger næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Flemming Grønsund.
Samme ærgrelse findes på den anden side af forhandlingsbordet.
– Vi er ærgerlige, fordi da vi gik ind til forhandlingerne for 13 måneder siden, var det selvfølgelig med et klart ønske om at kunne levere en aftale i sidste ende, siger Christiane Mißlbeck-Winberg, der er europapolitisk chef i Dansk Arbejdsgiverorganisation (DA).
Baggrunden for forhandlingerne er, at smartphonen er vokset ind i vores arbejdsliv. De fleste danskere går rundt med en direkte linje til deres arbejde i baglommen.
Men ligesom danskerne efterhånden kan arbejde, hvor end de befinder sig og på alle tider af døgnet, kan arbejdsgiveren omvendt fange sine medarbejdere med et hurtigt klik på skærmen, også uden for arbejdstid.
Det kan føre til et grænseløst arbejdsliv, hvor arbejde og fritid glider sammen.
Arbejdet smeltede sammen med privatlivet
Det har Karoline Markholst oplevet.
Hun arbejder med sociale medier og kommunikation, og hendes vigtigste arbejdsredskab er telefonen.
I dag er hun selvstændig, men for et par år siden var hun lønmodtager.
– Jeg husker med gru, hvordan det hele flød sammen, sidst jeg var ansat i en virksomhed.
– Jeg havde ansvar for virksomhedens sociale medier og digitale annoncering fra min egen telefon. Det var noget rod, og det kostede mig så meget fokus, selv når jeg ikke var på arbejde. Jeg kunne aldrig slippe det, fortæller hun.
Derfor tog hun en beslutning om at gøre sin smartphone mere minimalistisk og fjerne størstedelen af sine sociale medier fra telefonen.
Endnu vigtigere sørgede hun for, at hun kun kunne tilgå sin arbejdsmail fra sin største kunde på computeren.
– Da jeg flirtede med den beslutning, troede jeg, at verden ville bukke under af det – at det kunne man da simpelthen ikke, især ikke som selvstændig. Men det kan man sagtens, siger Karoline Markholst.
Sundere for sjæl og helbred, mener FH
Europaparlamentariker Kira Marie Peter-Hansen (SF) ønsker en grænse for det flydende arbejdsliv.
– Jeg synes, at det er nødvendigt med en lovgivning. Vi kan se, at en hel masse arbejdstagere kommer i klemme, fordi der er en forventning om, at de er på fra morgen til aften og så også lige i weekenderne, siger Kira Marie Peter-Hansen.
I 2021 var hun koordinator for De Grønne i beskæftigelsesudvalget, da udvalget og parlamentet opfordrede EU-Kommissionen til at lave en lovgivning, der sikrer arbejdstagernes ret til at logge af, når de har fri.
I EU blev det døbt `retten til at være offline’.
Et af argumenterne var, at de digitale mediers indtog på arbejdsmarkedet, har affødt en kultur, hvor medarbejderen altid er på.
– Det er enormt godt, at vi kan arbejde på alle tider af døgnet, og at der er stor fleksibilitet for mange af os på arbejdsmarkedet. Men det gør også, at det bliver meget, meget sværere at sætte grænser. Og det kan jo føre til stress, mener hun.
Initiativet fra et flertal i Europa-Parlamentet endte med, at de europæiske arbejdsmarkedsparter bad om lov til sammen at forhandle en aftale på plads.
Men håbet om at lande en aftale for første gang i 20 år er nu endegyldigt slukket.
Ifølge FH, som forhandlede på vegne af de danske arbejdstagere, var det afgørende stridspunkt i forhandlingerne, hvorvidt retten til at være offline skulle gøres til en decideret rettighed. Arbejdsgivernes repræsentanter så hellere, at der bliver lavet lokale aftaler mellem arbejdsgivere og medarbejdere.
I FH mener de, at en lovgivning vil skabe et bedre arbejdsmiljø.
– Arbejdsgiveren skal ikke have en forventning om, at de altid kan få fat i en. Det er en kultur, som er dårlig for arbejdsmiljøet, hvis man altid skal være tilgængelig.
– I almindelighed bør man have mulighed for at kunne have privatliv og fritid. Det, tror jeg, er sundest for sjæl og helbred, siger næstformand Flemming Grønsund.
Den danske arbejdsgiverorganisation mener, at arbejdstagernes ret til fritid allerede eksisterer.
For dem handler det om at fastholde en høj grad af fleksibilitet på arbejdsmarkedet.
– Hvis man indfører en decideret materiel ret, vil det alt andet lige betyde, at man får et mere rigidt arbejdsmarked. Det har ingen interesse i, siger Christiane Mißlbeck-Winberg, der selv deltog i forhandlingerne.
Sådan mener Flemming Grønsund ikke, at det forholder sig.
Vil en lovgivning ikke være med til at begrænse fleksibiliteten for både arbejdstager og arbejdsgiver?
– Det, der er afgørende, er, at man får retten til at sige fra. Man bliver ikke kriminaliseret, hvis man tager telefonen. Det skal bare ikke være sådan, at man skal bede om lov til ikke at tage den. Det skal være hovedreglen, siger FH’s næstformand.
Var det lykkedes parterne at nå i mål med en aftale, ville den blive ophøjet til et direktiv i EU-regi.
Det lykkedes som bekendt ikke. Ifølge Flemming Grønsund forhandlede de europæiske arbejdsgiverorganisationer ”på skrømt”. Han beskylder arbejdsgiverne herhjemme for at modarbejde en aftale.
– Jeg er særligt skuffet over, at de danske arbejdsgivere ikke viste mere vilje til at få et resultat, siger han.
Den udlægning kan Dansk Arbejdsgiverorganisation ikke genkende.
– Jeg ved ikke, hvor FH’s repræsentant har den information fra. Selvfølgelig har vi haft en vilje til at nå frem til en aftale, siger Christiane Mißlbeck-Winberg.
Med over 60 mennesker til stede i forhandlingslokalet skulle der tages hensyn til samtlige af EU’s 27 medlemslandes nationale interesser.
– Der var desværre ikke flertal for aftalen i arbejdsgiverkredsen, og den europæiske arbejdsbevægelse var ikke villig til at diskutere nogle ting, som, vi synes, var problematiske, siger Mißlbeck-Winberg.
En anden del af forhandlingerne gik på at opdatere anbefalingerne omkring hjemmearbejde. Det er blevet mere udbredt, efter at Coronakrisen forandrede store dele af arbejdsmarkedet.
Det er også en af grundene til, at det ikke lykkedes parterne at blive enige om en aftale angående retten til at være offline.
– Det er vigtigt at se den samlede pakke. Hvor telearbejdet fortsat er attraktivt, og hvor der selvfølgelig er mulighed for at håndtere sin arbejdsdag fleksibelt, forklarer DA’s europapolitiske chef.
Kunder får svar dagen efter
Selv uden en rettighed er der ingen tvivl hos Karoline Markholst.
Hun vil ikke tilbage til at lade de digitale medier udvande grænsen mellem fritid og arbejde.
– Skulle jeg nogensinde få lønmodtagerjob igen, så ville jeg være klar i mælet om dét, og så ville jeg sørge for at få separat arbejdstelefon og bevare min private telefon, siger hun.
I sit nuværende arbejde er hun ærlig over for sine kunder omkring, at mails sendt udenfor kontortid først bliver besvaret dagen efter. Og det accepterer alle, fortæller hun.
– Hvorfor gå og vænne hinanden til, at vi altid svarer lige med det samme, uanset hvad vi laver? Jeg kan ikke fordrage det, siger Karoline Markholst.
Forventer EU-direktiv
Kira Marie Peter-Hansen erkender, at den enkelte medarbejder har et ansvar for at styre sin egen arbejdstid. Det indebærer, at man ikke skal lade sig forstyrre at arbejdsrelaterede notifikationer eller tænde sin computer sent om aftenen for at arbejde.
Derfor håber hun også på en aftale, der tager hensyn til både arbejdstager og arbejdsgiver.
– Jeg synes ikke, at der skal komme en EU-lovgivning, som siger meget hårdt, at det skal være på en bestemt måde. Men der skal sættes nogle rammer, så europæiske arbejdstagere har ordentlige arbejdsvilkår for at blive kompenseret, hvis de skal stå til rådighed, siger hun.
Den europæiske fagforeningsorganisation ETUC har nu bedt EU-Kommissionen om at komme med et forslag til et direktiv på området. På den måde sættes EU’s almindelige lovgivningsproces i gang.
Det forventer både DA og FH sker.
Sidstnævnte ærgrer sig dog over, at de nu ikke kan påvirke en eventuel lovgivning på det officielle plan.
– Der er ingen tvivl om, at Kommissionen kommer med et forslag. Arbejdsmarkedets parter bliver bare sat udenfor døren, siger Flemming Grønsund.